Bizar afslutning for Jan Magnussen i Long Beach


Jan Magnussen og Antonio Garcia måtte få meter før målstregen afgive sejren i det, der vil blive husket som en af de mest bizarre løbsafslutninger i den amerikanske IMSA-serie.

 

 

LONG BEACH, CALIFORNIEN, 9. APRIL 2017 – Det, som lørdag aften dansk tid lignede en sikker sejr, blev til en skuffelse af olympiske dimensioner for Jan Magnussen og Antonio Garcia. Efter et intenst Long Beach-løb, tog duoen føringen i løbets sidste minutter – for så at blive standset af havarerede biler i sidste sving inden målflaget. Forvirring omkring gul flagzone og en uheldig placering af bilen endte med, at Garcia blev overhalet indenom – og en velfortjent triumf blev til en femteplads.

– Det er svært at finde ord for så ekstrem en skuffelse. Jeg kan ikke huske, nogensinde at have oplevet en så bizar afslutning på et løb. Alle leverede igen et suverænt stykke arbejde for at få os i front, og det er naturligvis ikke kun os kørere, men hele teamet bag Corvette Racing, som er frustrerede, lyder det fra Jan Magnussen.

Det var Jan Magnussen, som satte den gule Corvette C7.R på pole position i fredagens kvalifikation, og trods danskeren ikke havde en optimal start i lørdagens løb, hvor han blandt andet havde kontakt med en konkurrent, viste duoen sig alligevel stærk. De mange perioder med safetycar betød, at strategien blev trimmet, og efter blot 22 minutter foretog Corvette Racing det tidskrævende køreskifte, hvilket gav mulighed for eventuelt at ændre strategi senere uden at bruge tid i pitten.

Forvirring i sidste sving

Godt hjulpet af de mange yderligere safetycars lykkedes det imidlertid Antonio Garcia at gennemføre løbets resterende 78 minutter på det samme sæt Michelin-dæk og blot én tankfuld benzin. Efter en nervepirrende, men samtidig underholdende jagt på den førende BMW, trak spanieren forbi og erobrede førstepladsen med 11 minutter tilbage af løbet. I hælene havde han teamkammeraten Tommy Milner og derefter en Ford, men Garcia formåede at øge afstanden ned til konkurrenterne på sin vej mod en sikker sejr.

Men sådan skulle det ikke gå. Sidste sving inden målflaget blev pludselig spærret af havarerede biler fra GTD-klassen, og en flagpost signalerede med sit gule flag, at Garcia og forfølgerne skulle sætte farten ned og holde deres positioner, da de nærmede sig svinget. Desværre fik spanieren placeret sig uheldigt bag en af de stillestående biler, og i forvirringen om, hvorvidt løbet igen blev givet frit eller, trak konkurrenterne udenom og kørte de sidste meter hen til målstregen. En bizar scene, som Jan Magnussen og resten af teamet frustreret kunne overvære på skærmene i pitten.

– Jeg forstår stadig ikke, hvordan det kunne ske. Men sket er sket, og vi må videre. Vi føler, at vi slog de andre i dag, men vi vandt bare ikke. Vi havde en stærk bil, og vores strategi virkede perfekt. Der er ikke andet at gøre, end at tage den gode energi med os videre til næste løb i Austin og lade skuffelsen over at miste sejren ligge.

Teamkammeraterne vandt

Sejren blev imidlertid hos teamet, da Tommy Milner i søsterbilen i stedet blev første mand over målstregen. Men både han og makkeren Oliver Gavin var tydeligvis lige så forvirrede og ydmyge omkring den scene, som udspillede sig i løbets sidste sekunder.

– Det var en meget underlig afslutning. Vi tager vores sejr og er glade for, at Corvette Racing igen kunne vinde her i Long Beach. Men måden, det skete på, var bare ikke særlig lykkelig for Jan og Antonio. Vi har kørt sammen i mange år, og det er absolut ikke på dén måde, Tommy og jeg ønskede at vinde, lyder det fra Oliver Gavin.

Med i løbet var også danske Christina Nielsen, som sammen med Alessandro Balzan endte på en tredjeplads i GTD-klassen i deres røde Ferrari. Også den danske Porsche-fabrikskører Michael Christensen var på banen i Long Beach – han sluttede på en 12. plads i GTD-klassen sammen med Daniel Morad.

Næste opgave for Jan Magnussen bliver første afdeling af Danish Thundersport Championship, som afvikles den 22.-23. april på Jyllandsringen ved Silkeborg.