IMSA versus WEC – hvad er forskellen?


Jan Magnussen forklarer om forskellene på IMSA- og WEC-løbet, som begge afvikles på Sebring den kommende weekend.

Q: Hvad er forskellen på 12 Hours of Sebring og 1000 Miles of Sebring?

A: 12 Hours of Sebring er en del af det amerikanske sportsvognsmesterskab, også kaldet IMSA-mesterskabet. 1000 Miles of Sebring er en afdeling af verdensmesterskabet, også kaldet WEC. 12 Hours of Sebring varer (sjovt nok) 12 timer, mens 1000 Miles of Sebring varer, indtil den førende bil har rundet tusind miles (1.609 kilometer) – eller maksimalt otte timer.

Q: Bliver begge løb kørt på det samme banelayout?

A: Jeps! Og det er perfekt, for jeg har kørt på Sebring hvert år siden 1999, så jeg kender banen ret godt.

Q: Hvorfor stiller Corvette Racing pludselig op i et WEC-løb?

A: Det amerikanske sportsvognsmesterskab er vores fokus, da det er i Amerika, at Corvette har sit største marked. Når det er sagt, har det altid været teamets ultimative mål at vinde 24-timersløbet på Le Mans, og eftersom dét løb er en del af WEC, kan vi ved at stille op til enkelte løb forberede os på den konkurrence, som venter os i Frankrig. I efteråret stillede vores teamkammerater Oliver Gavin, Tommy Milner eksempelvis  op i WEC-løbet i Shanghai.

Q: WEC-løbet afvikles om fredagen, mens IMSA-løbet køres om lørdagen. Er det ikke et pænt hårdt program, selv for en erfaren racerkører?

A: Jow! Jeg har aldrig kørt to forskellige langdistanceløb i samme weekend. Det betyder dobbelt op på forberedelserne, på træning og på kvalifikation. Og eftersom Sebring er den mest krævende bane på kalenderen med alle sine ujævnheder og bump, bliver det også en fysisk udfordring af de helt store. Når det er sagt bliver det fantastisk at køre mod så mange topteams.

Q: Der går rygter om, at løbene skal køres i to forskellige Corvetter?

A: Det er også korrekt. Udadtil er der kun nummeret på siden til forskel (IMSA-bilen kører med nummer 3, mens WEC-bilen kører med nummer 63), men da løbene tilhører hver sin serie, er der også forskelle på reglementerne og Balance Of Performance-programmet.  Det betyder, at vi bliver nødt til at stille op i to forskellige biler med hver sin opsætning.

Q: Så er I jo også godt sikret, hvis der skulle ske noget i det første løb…

A: Det har du nemlig helt ret i!

Q: Forskellige løb, forskellige biler – er der så også forskellige pitlanes?

A: Jeps. 12-timersløbet anvender den traditionelle pitlane på Sebring, mens der til WEC-løbet er lavet en helt ny pitlane på den bageste langside. Der er simpelthen ikke plads til andet. Start og mål er dog samme sted i begge løb.

Q: Hvilket ét af de to løb ser du mest frem til.

A: I princippet angriber vi jo alle løb med samme entusiasme, men 12-timersløbet er uden tvivl en af mine helt store favoritter. Jeg har vundet en klassesejr fem gange, og en sjette sejr vil foruden at pynte gevaldigt på min personlige liste også give os nogle tiltrængte point. Vi kom skidt fra sæsonens første løb på Daytona i januar, og et godt resultat på Sebring vil kunne sende os frem i mesterskabskampen igen. Antonio Garcia og jeg har taget IMSA-mesterskabet de seneste to år, og det vil da være fantastisk, hvis vi kunne krydse tre af i træk…