Jan Magnussen åbner sæsonen som hurtigste GTLM-kører på Daytona


Jan Magnussen var hurtigste mand i GTLM-klassen under weekendens forberedelser til 24-timersløbet på Daytona International Speedway.

 

 

Daytona Beach, Florida, 7. januar 2019 – Jan Magnussen sluttede den traditionsrige ’Roar Before The Rolex 24’ på overlegen vis, da han under søndagens prækvalifikation kørte sin Corvette C7.R over målstregen som hurtigste kører i GTLM-klassen. Præstationen giver en indikation af Corvette Racings styrke forud for 24-timersløbet på Daytona den 26.-27. januar – og samtidig giver det traditionelt teamet mulighed for selv at vælge paddock- og pitlane-garage til selve løbet.

Omgangstiden på 1:42,651 minutter var godt en tiendedel hurtigere end danskerens pole-sættende tid i 2018. Bag ham sluttede rivalerne fra Ford på en anden- og tredjeplads.

Udover at kæmpe for den bedste placering i resultatlisten brugte Corvette Racing weekenden på at afprøve forskellige setups og ikke mindst blive klogere på de nye versioner af dækkene fra Michelin. I alt nåede de to gule Corvette C7.R med Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller samt Oliver Gavin, Tommy Milner og Marcel Fässler at gennemføre 341 omgange på den berømte amerikanske racerbane. De knap 2.000 kilometer blev kørt fra fredag til søndag.

 

Jan Magnussen: En udbytterig weekend

– Det har været en udbytterig weekend, hvor vi har koncentreret os om at lære de nye dæk fra Michelin at kende og finde et setup, som spiller. Bilen er med fem sæsoner på bagen efterhånden en ældre dame, men den har vundet GTLM-mesterskabet tre år i træk og efter denne weekend kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle være muligt igen. Hemmeligheden er uden tvivl, at vi har et team, der fokuserer på at vinde, uanset hvilken bil, der kommer over stregen. Bare det er en Corvette, lyder det fra Jan Magnussen.

Resultaterne og de mange data fra weekendens test skal nu bearbejdes, hvilket blandt andet betyder simulatorarbejde for Corvette-kørerne. Dette for at sikre, at ingeniørerne har det bedste grundlag for at lægge en slagplan for 24-timersløbet.

Også en anden dansker var med til at sikre topplacering i sin klasse på Daytona i weekenden. Christina Nielsen hjalp nemlig sit nye team, Meyer Shank Racing, til en første plads i prækvalifikationen i GTD-klassen.

Jan Magnussen, som i efteråret blev firedobbelt mester i den amerikanske IMSA-serie, vandt i 2015 det prestigefulde 24 Hours of Daytona i sit 12. forsøg. Når danskeren i år igen stiller op i den amerikanske klassiker, bliver det hans 16. gang. Magnussen vil forsøge at erobre pokalen og det medfølgende Rolex-ur med sin tro væbner og flerårige medkører i IMSA-serien, spanske Antonio Garcia, samt tyske Mike Rockenfeller.