Jan Magnussen coach og rådgiver i nyt dansk projekt


Jan Magnussen bliver coach og rådgiver i et nyt dansk motorsportsprojekt, der vil rådgive og udvikle racerkørere og deltage i store internationale racerløb.

KØBENHAVN, 9. MARTS 2019

I denne uge blev det offentliggjort, at racerkørerne Jan Magnussen og Ronnie Bremer, med opbakning fra passionerede forretningsfolk indenfor autobranchen, knytter bånd i et nyt fælles motorsportsprojekt. Med en nyindkøbt GT4-racerbil vil MB Racing i foråret 2019 deltage i udvalgte løb på de danske racerbaner, og målsætningen er at stille op til internationale langdistanceløb allerede i anden halvdel af sæsonen.

– Jeg har fortsat en aktiv karriere hos General Motors og Corvette Racing. Det amerikanske sportsvognsmesterskab og 24-timers Le Mans har været mit fokus siden 1999, og i efteråret tog jeg min fjerde mesterskabstitel sammen med Antonio Garcia. Min primære motivation er racing, og jeg er åben for nye og spændende idéer med solidt grundlag og langsigtet perspektiv, og derfor sprang jeg til, da jeg fik muligheden for at være med i det her projekt, siger Jan Magnussen.

En strategisk rolle

Mens Ronnie Bremer vil spille den taktiske rolle i den løbende drift og organisering af MB Racing, vil Jan Magnussen være tilknyttet som coach og rådgiver på det strategiske plan. Teamet, som får base i Albertslund tæt på København, er drevet af en lille gruppe erhvervsfolk fra den danske bilbranche, som deler et bankende hjerte for motorsporten, og som har været direkte involveret i både Jan Magnussens og Ronnie Bremers professionelle karrierer.

– Ronnie Bremer og jeg har i flere år haft idéen om at starte et fælles projekt, hvor vi sammen kan udnytte de kompetencer, vi har skabt os efter så mange år i branchen. Vi har været hinandens værste konkurrenter på de danske racerbaner, men vi har også været teamkammerater i 24-timersløbet på Daytona. Ronnie er en kompetent og meget hurtig racerkører med mange års international erfaring fra blandt andet ChampCar-serien i USA. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan skabe noget sammen, ikke mindst for andre. Men vores perspektiv er internationalt. Vi vil udenfor landets grænser, og på lang sigt er det ambitionen, at MB Racing skal deltage i store løb som 24-timers Le Mans, lyder det fra Jan Magnussen.

Jan Magnussen: Vi vil til udlandet

– Grundlaget for projektet er dels at tiltrække profiler, som måske allerede er aktive i motorsporten, men som ønsker vejledning og udvikling gennem simulatortræning og banetests. Samtidig henvender MB Racing sig også til kørere og entusiaster, som har et ønske om at komme ud på de store racerbaner og udfordre sig selv i et professionelt setup med al den træning og vejledning, som er nødvendig for at performe. Det er ikke et hyggeprojekt, så vi kommer til at stille krav til kørerne.

Foruden at udvikle racerkørere og deltage i events i ind- og udland, vil MB Racing også afvikle trackdays i samarbejde med eksterne partnere. Teamet vil desuden involvere sig i den voksende e-sport og skabe et professionelt hold af unge, dygtige kørere med potentiale på eliteniveau.