Jan Magnussen forberedt på sprintløb i Connecticut


Mens de fleste holder sommerferie, er der dømt sprintløb på sæsonens korteste bane, når Jan Magnussen og Antonio Garcia lørdag stiller op til IMSA-kalenderens syvende afdeling på Lime Rock Park. De forsvarende mestre holder en andenplads i mesterskabet.

 

 

LIME ROCK PARK, CONNECTICUT, 18. JULI – For fjerde uge i træk står den på ræs for Jan Magnussen, som efter en andenplads på Canadian Tire Motorsport Park i forrige weekend nu fortsætter kampen med Antonio Garcia og Corvette Racing på Lime Rock Park. Med sine kun 2,4 kilometer er banen i Connecticut sæsonens korteste, og Corvette-teamet kan noteres for fem sejre på Lime Rock siden 2004.

– At køre ræs på Lime Rock er svært. Som regel er det varmt og fugtigt, hvilket i sig selv giver udfordringer. Samtidig er det en meget kort bane, lidt á la de danske racerbaner, hvilket giver korte omgangstider på omkring halvtreds sekunder plus masser af trafik. Du er konstant i kamp mod andre biler, og du bliver nødt til at være aggressiv, men samtidig komme sikkert gennem trafikken. Det er en hårfin balance, og samtidig er konkurrencen jo benhård i GTLM-klassen, forklarer Jan Magnussen.

Den danske Corvette-fabrikskører vandt sin seneste sejr på Lime Rock i 2008 og har samlet set bragt en Corvette til podiet fem gange på denne bane. Magnussen, som i øjeblikket holder en andenplads i IMSA-mesterskabet, kan den kommende weekend desuden være med til at sikre Corvette Racing sejr nummer 100 på en amerikansk racerbane. 16 gange har teamet vundet et amerikansk løb i WeatherTech SportsCar Championship, 82 gange i American Le Mans Series og én gang i Grand Am-serien.

– Det ville være fantastisk at være med til at runde en sådan milepæl. Corvette Racing er det eneste amerikanske team i IMSA-serien, som kører med to amerikanske biler, som er udviklet og bygget i USA. De er patrioter helt ind til benet, og mange af gutterne har været med helt fra start. Lad os håbe, vi kan krydse dén af i weekenden.

 

TIDSPLAN – NORTHEAST GRAND PRIX – LIME ROCK PARK

Fredag 20. juli
Kl. 11.25 (17.25) – Træning #1 (60 min)
Kl. 13.55 (19.55) – Træning #2 (60 min)
Kl. 16.55 (22.55) – Træning #3 (60 min)

Lørdag 21. juli
Kl. 09.05 (15.05) – Warm-up (20 min)
Kl. 10.00 (16.00) – Kvalifikation (15 min)
Kl. 15.10 (21.10) – RACE (2 timer 40 min)

How to watch!
Livetiming, resultater og anden information uploades løbende på imsa.com. Fans udenfor USA kan desuden følge sæsonens løb LIVE online.