Jan Magnussen kører løb nummer 600 med værkstedskæden AutoPartner


Når Jan Magnussen denne weekend stiller op til tredje afdeling af DTC-mesterskabet med værkstedskæden AutoPartner, bliver det karrierens løb nummer 600. Også teamkammerat Michael Markussen ser frem til løbet på Padborg Park.

PADBORG, 5. JUNI 2015 — For Magnussen Racing Experience bliver Grundlovsdag brugt til forberedelse, da teamet stiller op til tredje afdeling af Danish Thundersport Championship på Padborg Park denne weekend. Hovedsponsoren er AutoPartner, som er en landsdækkende værkstedskæde under grossistvirksomheden au2parts.

2015-06-05-mre-pm-padborg-01

– Vi havde en god weekend i Aarhus for 14 dage siden, så mon vi ikke bare skal fortsætte de gode takter, lyder det fra en Jan Magnussen i højt humør.

Jan Magnussen stiller for tredje gang i sæsonen til start i en racerbil med helt nye farver, da værkstedskæden AutoPartner debuterer som løbssponsor i denne weekend.

– Jeg håber, jeg kan give AutoPartner de samme resultater, som jeg gav min sponsor BAUHAUS i Aarhus, hvor jeg vandt tre ud af tre løb.

– Men Padborg Park er også hjemmebane for flere at seriens kørere, og da DTC-bilerne samtidig har fået en del opdateringer, siden vi sidst kørte her i 2013, bliver det bestemt ikke noget nemt race, forklarer Jan Magnussen.

Kører karrierens løb nummer 600

Jan Magnussen har desuden et jubilæum at fejre, da weekendens første heat samtidig bliver løb nummer 600 i karrieren. Racerkøreren debuterede i Formel Ford i 1992, og siden har han tydeligvis haft travlt.

– Det kommer lidt bag på mig, at det er løb nummer 600, sagde Jan Magnussen tidligere på ugen til TV 2 SPORT under det officielle Le Mans-pressemøde.

– Det er vel godt halvvejs, tror du ikke?

Michael Markussen på hjemmebane

For Jan Magnussens teamkammerat, det unge talent Michael Markussen, blev seneste DTC-løb i Aarhus en skuffelse, da det unge talent måtte udgå fra en potentiel fjerdeplads i finaleløbet. Bilens frontsplitter knækkede og gjorde det umuligt at bremse.

2015-05-23-janmag-craa-28

– Padborg Park er min hjemmebane, og jeg ser altid frem til at køre løbet på banen, for det er en bane, hvor jeg har vundet rigtigt mange løb, sagde Michael Markussen, da han blev interviewet til DTC-seriens officielle website.

— Det er her, at jeg skal slå til, hvis jeg skal holde fast i min chance i mesterskabet. Ellers smuldrer det. Det gælder om at få så mange point som muligt. Jeg skal have en topplacering, og det er på podiet, at jeg skal.

— Min værste konkurrent er uden tvivl min egen teamkammerat, Jan Magnussen. Det er ham, man bliver målt op imod, og så tror jeg, at Massive Motorsports to kørere Dennis Lind og Casper Elgaard vil være skarpe. Det er de tre kørere sammen med Ronnie Bremer, som jeg skal forsøge at slå.

TIDSPLAN FOR DTC PADBORG PARK

OBS! Danish Thundersport Championship transmitteres LIVE på TV 2 SPORT.

Lørdag 6. juni
08.55 — Træning #1
15.05 — Træning #2
16.25 — Kvalifikation

Søndag 7. juni
10.15 — Warmup
11.45 — Grid Show
12.15 — Heat #1
14.15 — Heat #2
15.25 — Finale