Jan Magnussen: Ny sejr vil være fantastisk


Jan Magnussen og Antonio Garcia går efter en gentagelse af sidste års sejr, når Corvette-duoen denne weekend stiller op til niende afdeling af WeatherTech SportsCar Championship på Virginia International Raceway.

 

 

VIR, VIRGINIA, 25. AUGUST 2017 – Med blot tre løb tilbage af sæsonen begynder det at stramme til i toppen af IMSA-mesterskabet, hvor Corvette Racings Jan Magnussen og Antonio Garcia fører kørernes mesterskab med 239 point – otte point foran rivalerne fra Ford.

– En gentagelse af sidste års sejr her i Virginia vil naturligvis være fantastisk. Men det har været så ufatteligt tæt hele sæsonen. Vi er gået ind i alle løb med en tro på at kunne vinde, men også at vi ikke har råd til fejltagelser. De fleste gang har alle bilerne i GTLM-klassen været adskilt at blot et sekund, hvilket kræver, at du hver eneste omgang kæmper hårdt for at blive i kampen, lyder det fra Jan Magnussen.

 

Skal bevare mesterskabsføringen

Jan Magnussen og Antonio Garcia vandt 12-timersløbet på Sebring i foråret og tog senere sejren på Circuit Of The Americas i Texas. Duoen sikrede sig seneste mesterskabet i den sidste udgave af American Le Mans Series tilbage i 2013, og de jagter nu endnu et trofæ af de store.

– På det her tidspunkt er det klart, at vi bliver nødt til at tænke på mesterskabet. Vi kører for at vinde, men vi må og skal bevare vores føring. Når det er sagt, så glæder jeg mig til at komme tilbage til VIR. Sidste år var et fantastisk ræs med pole position og en sejr.

Løbet afvikles igen som et ‘rent GT-løb’ uden prototype-klassernes medvirken, hvilket betyder, at Magnussen og Garcia igen har mulighed for at tage ikke bare en klassesejr, men løbet generelle sejr. Dette er kun sket to gange for Corvette Racing.

Ligesom Jan Magnussen kæmper også Christina Nielsen for et mesterskab i GTD-klassen, hvor hun ligesom sin danske kollega fører stillingen sammen med sin faste teamkammerat, Alessandro Balzan. Det to timer og 40 minutter lange løb afvikles lørdag aften dansk tid og kan livestreames på IMSA-seriens eget website, www.imsa.com.

 

TIDSPLAN – VIRGINIA INTERNATIONAL RACEWAY

Fredag 25. august
Kl. 11.45 (17.45) – Træning #1 (60 min)
Kl. 16.10 (22.10) – Træning #2 (60 min)

Lørdag 26. august
Kl. 8.45 (14.45) – Træning #3 (60 min)
Kl. 12.45 (18.45) – Kvalifikation (15 min)

Søndag 27. august
Kl. 8.20 (14.20) Warm Up (20 min)
Kl. 13.35 (19.35) – RACE (2 timer 40 min)