Jan Magnussen rykker op i IMSA-mesterskabet efter podieplacering på Mid-Ohio


Jan Magnussen og Antonio Garcia kom et skridt nærmere føringen i det amerikanske IMSA-mesterskab efter et stærkt løb på Mid-Ohio Sport Car Course søndag aften dansk tid.

LEXINGTON, OHIO, 6. MAJ 2019

Jan Magnussen og Antonio Garcia startede fra en syvendeplads og sluttede på en andenplads i søndagens IMSA-løb på Mid-Ohio Sports Car Course. Det stærke resultat betyder, at Corvette-duoen rykker frem til en foreløbig andenplads i det amerikanske sportsvognsmesterskab.

– I forhold til vores kvalifikation er en andenplads et rigtig godt resultat, og ikke mindst for mesterskabet. Løbet blev afviklet på tør bane, hvor vi indtil da primært havde trænet på våd, og til at begynde med, var balancen i bilen ikke optimal. Vi ændrede nogle ting i første pitstop, hvor jeg byttede med Antonio, og efterhånden som asfalten blev fyldt med gummi, blev tingene bedre, forklarer Jan Magnussen.

Danskeren pittede tidligere end resten af GTLM-feltet i det to timer og 40 minutter lange løb, og eftersom ræset først til allersidst blev ramt af gule flag og safetycar, skulle det tidlige kald, sammen med et effektivt arbejde i pitlane, vise sig at blive nøglen til podieplaceringen.

Jan Magnussen: Smart strategi nøglen til topresultat

– Vores ingeniører lagde en smart strategi, og jeg tror, at vi bliver nødt til tænke i dén retning fremover. Man tager en chance, men hvis man ikke kan vinde på farten, må man gøre noget andet. Dagens præstation er et kongeeksempel på, at det her mesterskab ikke kun afhænger af kørerne, men lige så meget af den samlede indsats fra teamet.

Jan Magnussen – som sammen med Antonio Garcia har vundet IMSA-mesterskabet to år i træk – erkender, at både han og resten af Corvette Racing hungrer efter en IMSA-sejr efter mere end et års tørke på dén front. De to forsvarende mestre må dog vente til 28.-30. juni, før femte afdeling af det amerikanske sportsvognsmesterskab afvikles på Watkins Glen i New York.

Inden da er fokus nemlig rettet mod årets højdepunkt, 24-timers Le Mans, som begynder med den officielle testdag den 2. juni, før det går løs med den franske klassiker den 12.-16. juni.