Jan Magnussen vil erobre sekstimersløb i New York


Efter at have tabt Le Mans-sejren på sidste omgang er Jan Magnussen og Antonio Garcia tændt på at vinde sekstimersløbet på Watkins Glen, som finder sted denne weekend.

 

 

WATKINS GLEN, NEW YORK, USA, 30. JUNI 2017 – Var Jan Magnussen sulten efter en sejr i årets 24-timersløb på Le Mans, er appetitten formentlig kun blevet skærpet af den dramatiske afslutning på den franske klassiker. Sejren blev tabt på sidste omgang, og det forestående sekstimersløb på Watkins Glen i staten New York er et oplagt sted at kæmpe for revanche. Danskeren vandt senest løbet tilbage i 2014 og stiller igen op med sin faste Corvette-makker, Antonio Garcia.

– Det bliver godt at komme tilbage til de amerikanske baner med Corvette Racing. Skuffelsen efter Le Mans hænger her stadig, men der er bestemt noget at kæmpe for i IMSA-serien, hvor Antonio og jeg fører mesterskabet. Watkins Glen er en af de klassiske amerikanske baner, som jeg nyder utroligt meget. Den er hurtig med et fantastisk flow og sving med masser af fart. Det er en bane, som vi tidligere har været meget stærke på, så forhåbentlig kan vi hente endnu et topresultat hjem til teamet og styrke vores chancer for at tage mesterskabet, lyder det fra Jan Magnussen.

 

Fører mesterskabet i IMSA-serien

Magnussen og Garcia har indtil videre haft en massiv sæson i IMSA-mesterskabet med sejre i 12 Hours of Sebring og på Formel 1-banen Circuit Of The Americas i Texas. Duoen var blot 4,6 sekunder fra den vindende bil i 24-timersløbet på Daytona i januar, og de førte løbet i Long Beach, Californien, indtil en havareret bil spærrede for sejren få meter inden målstregen.

– Vi har hentet rigtig gode resultater i år, og det har naturligvis givet motivationen et ekstra boost, både hos kørerne og i teamet generelt. Vores Corvette C7.R er den ældste i feltet, men crewet består af de bedste i branchen, og derfor er det muligt for os at tage sejre, selv om vi ikke har været de hurtigste under forberedelserne til løbene. Et sekstimersløb kan byde på masser af udfordringer, gule flag og safetycars, og det er i sådanne løb, at du kun vinder, hvis du har et team, som reagerer hurtigt og hele tiden tilpasser og optimerer pitstrategien, forklarer Jan Magnussen.

 

TIDSPLAN – SAHLEN’S SIX HOURS OF THE GLEN

Fredag 30. juni
Kl. 11.05 (17.05) – Træning #1 (60 min)
Kl. 15.30 (21.30) – Træning #2 (60 min)

Lørdag 1. juli
Kl. 8.00 (14.00) – Træning #3 (60 min)
Kl. 12.05 (18.05) – Kvalifikation (15 min)

Søndag 2. juli
Kl. 8.00 (14.00) Warm Up (20 min)
Kl. 10.10 (16.10) – RACE (360 min)