Kan Jan Magnussen tage endnu en tripple-sejr i Aarhus?


Ingen andre end Jan Magnussen har vundet et DTC-løb i Aarhus’ gader, og når Magnussen Racing Experience i denne weekend stiller op til anden afdeling af mesterskabet, er det med målet om at fortsætte stimen af sejre. Sidste års imponerende runner-up, Michael Markussen, er opsat på igen at komme på podiet i den jyske hovedstad.

 

 

AARHUS, 19. MAJ 2017 – Jan Magnussen tog både løbssejr og mesterskabsføring i forrige weekends IMSA-løb på Formel 1-banen i Austin, Texas. En kunst, som danskeren vil gøre efter i Classic Race Aarhus, hvor føringen i Danish Thundersport Championship skal udbygges. Magnussen må påtage sig favoritværdigheden i weekenden, da han har vundet samtlige løb, der er kørt på banen, siden DTC blev en del af Classic Race Aarhus i 2013.

– Løbet i Aarhus er et af højdepunkterne på kalenderen, og samtidig et af de smukkeste løb med banen langs vandet og omkring Mindeparken. For mig startede DTC-sæsonen jo optimalt med en finalesejr til Åbningsløbet, og jeg har næsten ikke kunne vente med at komme i min Camaro igen. I mellemtiden har jeg haft et fedt løb i Texas, hvor vi tog sejren med Corvette Racing, så jeg er topmotiveret med et velforberedt team i ryggen. Nu handler det bare om at få sat weekenden i gang, lyder det fra Jan Magnussen.

Som noget nyt i Aarhus anvendes nu den traditionelle DTC-regel om, at de otte hurtigste biler fra første kvalifikationsheat starter i omvendt rækkefølge. Dette for at øge udfordringen for kørerene og samtidig skabe endnu mere spænding på tribunerne. Da bilerne til 2017-sæsonen samtidig er blevet optimeret med større og bredere hjul, og dermed også bedre greb og højre hastigheder, skal det nok blive en spændende weekend i den jyske hovedstad.

Jan Magnussen stiller op i sin kendte røde BAUHAUS-racer og har i denne forbindelse inviteret hele 300 forventningsfulde VIP-gæster fra den store byggemarkedskæde med til en underholdende weekend i Mindeparken.

– Naturligvis er jeg opsat på at levere gode resultater i Aarhus, hvor jeg de seneste fire år har taget alle de point, jeg kunne. Det er noget, som jeg utroligt gerne vil fortsætte med at gøre, men med de nye startregler bliver det naturligvis en større udfordring. Én ting er sikker, og det er, at vi vil kæmpe for det.

Markussen: Bliver fedt at komme tilbage

Teamkammerat Michael Markussen kom ikke så flyvende fra start til Åbningsløbet, som han havde håbet på. Danish Thundersport Championships forsvarende vicemester kommer til gengæld til Aarhus smækfyldt med motivation. Markussen har for længst slået sit navn fast i dansk motorsport og markeret sig som en hurtig og benhård kører, og ligesom teamkammeraten ser han frem til weekendens strabadser.

– Det bliver utroligt fedt at komme tilbage til Aarhus igen. Det gik bestemt ikke som forventet i årets første afdeling på Jyllandsringen, og derfor har ventetiden været lang. Men nu er weekenden kommet, og er jeg er helt klar til at tage revanche. Sidste år var jeg på podiet i samtlige heats i Aarhus og sluttede som toer efter Jan, og jeg håber, at vi igen kan repræsentere Magnussen Racing Experience på podiets øverste pladser, lyder det fra Michael Markussen.

 

TIDSPLAN – CLASSIC RACE AARHUS

Fredag 19. maj
Kl. 11.15 – Træning #1
Kl. 17.20 – Træning #2

Lørdag 20. maj
Kl. 12.15 – Kvalifikation
Kl. 16.20 – Kvalifikationsheat #1

Søndag 21. maj
Kl. 12.40 – Kvalifikationsheat #2
Kl. 15.45 – Finale