Klog pitstopstrategi sikrede Jan Magnussen sejren på Sebring


Perfekt timing i Corvette-pitten var hemmeligheden bag Jan Magnussens fjerde sejr i det legendariske 12-timersløb på Sebring, hvor også 23-årige Christina Nielsen skrev dansk motorsportshistorie.

SEBRING INT. RACEWAY, FLORIDA, USA, 22. MARTS 2015 — Det var en lykkelig Jan Magnussen, som sammen med holdkammeraterne Antonio Garcia og Ryan Briscoe kunne stille sig øverst på podiet efter afslutningen på det prestigefulde 12 Hours of Sebring natten til søndag dansk tid.

jan-mag-sebring2015-104

– Det var et benhårdt race med en helt fantastisk og nervepirrende slutning, lød det fra en nærmest ekstatisk Jan Magnussen efter de mange timers hård battle på den amerikanske racerbane.

– Fabriksbilerne fra Porsche var hurtige, og vi måtte pressen bilen ekstra hårdt for at følge med dem. Men bortset fra en afkørsel tidligt i løbet, hvor Ryan Briscoe spandt rundt, holdt vi tempoet og bevarede en plads helt fremme i GTLM-klassen.

Mod slutningen af løbet lagde Corvette-teamet imidlertid en plan, som skulle spare brændstof, og som i sidste ende betød, at Magnussen og holdkammeraterne kunne sikre sig en sejr, som ellers så ud til at havne hos Porsche.

– Situationen vender til vores fordel, da de tre konkurrenter foran Antonio (Garcia, red.) mod slutningen af løbet pitter på et tidspunkt, så de ikke kan nå i mål uden et ekstra stop, forklarer Jan Magnussen.

– Vi kunne regne ud, at de alle skulle i pit én gang mere end os, og dermed var sejren hjemme, forklarede Jan Magnussen.

sebring_sat_gal2_march21_15_1

Det blev dog ikke manglen på benzin, men i stedet en defekt gearkasse, som sendte Porsche-teamets førende bil ud af løbet. Dette skete med blot tre kvarter tilbage af løbet, og så var banen bogstaveligt talt fri for de tre Corvette-kørere.

– Vi troede ikke vores egne øjne. Hele teamet jublede. Strategien virkede, konkurrenterne var sendt til tælling, og Antonio kunne nærmest cruise sejren hjem, lød det fra Jan Magnussen.

– Først Daytona, nu Sebring. Vi vundet de første 36 timer af sæsonen. Der skal lyde en kæmpe tak til hele teamet for en fuldstændig fantastisk indsats. Hvis vi kan holde momentet, bliver det et rigtig godt år.

jan-mag-sebring2015-96

Sejren i 12 Hours of Sebring er Jan Magnussens fjerde af slagsen og den første siden 2009. Det er niende gang, Corvette Racing tager titlen i det legendariske amerikanske racerløb.

Med i 12-timersløbet på Sebring var også den kvindelige danske racerkører Christina Nielsen, som sammen med holdkammeraterne Brandon Davis og James Davison sluttede toer i GTD-klassen.

Den hurtige Aston Martin var kun 10 sekunder efter den førende bil i klassen, da den krydsede målstregen. Den 23-årige Christina Nielsen leverede med sin andenplads det største resultat, en dansk pige nogensinde har leveret i international motorsport.