LM Racing klar til TCR-debut med Jan Magnussen og Nicolai Sylvest


Det jyske motorsportsteam LM Racing melder nu klar med endnu en kører for 2020: 22-årige Nicolai Sylvest bliver Jan Magnussens teamkammerat i første sæson af TCR Denmark.

 

ROSKILDE, 12. DECEMBER 2019

LM Racing kunne i begyndelsen af november præsentere Jan Magnussen som den ene af teamets to satsninger i debutsæsonen for TCR Denmark. Og med Nicolai Sylvest bag rattet i teamets anden bil er holdet nu sat for en stærk offensiv i det nye, danske motorsportsmesterskab.

– Jeg ser virkelig frem til at skyde gang i en spændende sæson med LM Racing. Det er et stærkt hold, som tidligere har gjort sig godt bemærket i Danish Thundersport Championship, og med en meget erfaren Jan Magnussen som teamkammerat er der uden tvivl store forventninger til vores setup. Jeg har kørt GT3-løb i udlandet siden 2015, men det her bliver min debut i en forhjulstrækker. Ud fra simulatoren virker bilen utrolig hurtig og underholdende, og selve TCR-konceptet virker helt rigtigt i forhold til de danske racerbaner og fans. Jeg ser frem til de første test og ikke mindst til premiereløbet i foråret. Vi har en del arbejde foran os, men jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, lyder det fra Nicolai Sylvest.

Den 22-årige racerkører kørte gokart mod de senere Formel 1-stjerner Max Verstappen, Esteban Ocon, George Russel og Charles Leclerc, før han gik videre til Formel Ford og senere Formel 3. Han kørte sin første GT-test for Mercedes-AMG som 17-årig og var mellem 2016 og 2018 engageret hos Zakspeed i ADAC GT Masters-serien – og senest hos BMW-teamet MRS i 2019. Hos LM Racing skal den unge racerkører bag rattet i den ene af teamets to Volkswagen GTI TCR-modeller.

Teamchef: Nu er holdet sat

– Vi er glade for at have landet en aftale med Nicolai Sylvest, som er den helt rigtige kører i vores nye, store TCR-indsats. Sammen med Jan Magnussen har vi nu et stærkt udgangspunkt for at være med helt fremme i feltet, når sæsonen skydes i gang. Jan kommer med en masse erfaring fra fortidens forhjulstrukne DTC-racerbiler, mens Nicolai har brugt de seneste år på at skabe sig en masse løbserfaring på de udenlandske baner og samtidig optrådt til udvalgte løb i Danmark. Nu gælder det forberedelserne til sæsonen, som vi tager hul på med de første tests efter nytår, lyder det fra teamchef hos LM Racing, Lars Mogensen.