Magnussen Racing Experience klar til Copenhagen Historic Grand Prix


Mens Jan Magnussen kører løb på Road America, vil Michael Markussen forsøge at hente den første København-sejr hjem til Magnussen Racing Experience.

 

 

BELLAHØJ PARK, 3. AUGUST 2017 – Trods adskillige sejre på bybanen i Aarhus er det endnu ikke lykkedes Jan Magnussen at vinde en finalesejr på hjemmebanen i København. Det vil teamkammerat Michael Markussen lave om på, når han i chefens fravær repræsenterer Magnussen Racing Experience til Copenhagen Historic Grand Prix.

– Det bliver fedt at komme tilbage til København og de smalle gader igen. Bybanerne er klart højdepunkterne på DTC-kalenderen, både på grund af den sportslige udfordring, men også fordi publikumstallet er så højt. Ingen andre steder får vi lov at køre foran mere end 30.000 tilskuere, endda midt inde i en storby, lyder det fra Michael Markussen.

 

Skal forsvare banerekord

Den 25-årige racerkører hentede sidste år en tredjeplads i finalen, hvor han desuden satte banerekorden for andet år i træk med omgangstiden 1.07,513. I år har Michael Markussen én mindre at kæmpe imod, da Jan Magnussen er forhindret i at deltage grundet sine kontraktmæssige forpligtelser hos Corvette Racing.

– At Jan ikke stiller op betyder naturligvis, at jeg slipper for den største konkurrent af dem alle. Omvendt er det helt op til mig at hente point hjem til teammesterskabet, så der hviler et stort ansvar på mine skuldre, lyder det fra Michael Markussen.

 

TIDSPLAN – COPENHAGEN HISTORIC GRAND PRIX

Fredag 4. august
Kl. 17.30 – Træning

Lørdag 5. august
Kl. 11.50 – Kvalifikation
Kl. 15.50 – Løb 1

Søndag 6. august
Kl. 10.50 – Løb 2
Kl. 15.15 – Finale