Magnussen Racing Experience tilbage i Danmark efter succesfuld Italien-test


En udbytterig testuge på Adria International Raceway har gjort Magnussen Racing Experience klar til en spændende sæson, hvor der skal kæmpes i DTC og Formel 4.

 

 

ROSKILDE, 12. MARTS 2017 – Magnussen Racing Experience kom i denne uge hjem fra en fem dage lang test i Italien, hvor formålet var shake down og test af nye biler og materiel – men også en shake down af det nye, store team, som alene til denne test talte hele 35 mand.

– Det har været et stort og meget omfattende projekt. Alene at transportere biler og materiel ned gennem Europa har krævet to lastbiler plus følgebiler, og dertil har været en del logistik omkring transport og indkvartering af mekanikere, datafolk og personale, lyder det fra teamejer Jan Magnussen.

– Men testen har været en kæmpe succes, og vi har fået mere ud af den, end vi håbede på – både sportsligt, men bestemt også teammæssigt. Med vores nye engagement i Formel 4 er vi blevet et endnu større team med mange nye folk, og testen gik således også ud på at lære hinanden at kende, fordele roller og optimere det interne samarbejde.

 

Tilfredshed med ny DTC-model

Jan Magnussen var tilfreds med testen af sin nye Chevrolet Camaro, som til 2017-sæsonen kommer med en række ændringer i forhold til de senere års DTC-biler. De nye biler har blandt andet større 18-tommerhjul samt et nyt og mere aerodynamisk karrosseri.

– Den er virkelig god. Alt fungerer bedre på den. Selvom den under skallen til forveksling ligner sidste års bil, føles den nye Camaro skarpere, hurtige og bedre på alle områder, forklarer den tredobbelte DTC-mester.

Også teamkammerat Michael Markussen skyder sæsonen i gang med en spritny DTC-racer. Før afgangen til testen i Italien havde Kolding-køreren imidlertid ikke fået leveret sin bil, og han måtte derfor låne sin teamkollegas 2016-model og fik på den måde en masse testkilometer i kroppen.

 

Succesfuld Formel 4-test

En af dem, som havde set mest frem til testen i Italien var den 16-årige Christian Rasmussen, som i 2017 stiller op for Magnussen Racing Experience i det nye danske Formel 4-mesterskab. Og den talentfulde Formel Ford-sølvvinder gjorde et suverænt stykke arbejde.

– Christian var blandt de hurtigste Formel 4-kørere hele ugen, og hans Formel Ford-erfaring betød, at han ret hurtigt kunne begynde at arbejde med bilen og på systematisk vis gøre fremskridt, lyder det fra udviklingscoach hos Magnussen Racing Experience, Robert Schlünssen.

Foruden Christian Rasmussen var også Noah Watt, søn af den tidligere racerkører Jason Watt, på banen. Det 14-årige kartingtalent, som sidste år var tæt på at vinde EM for juniorer, var inviteret til Italien af Magnussen Racing Experience for at teste teamets anden Formel 4-racer.

– Noah var enormt godt kørende hele ugen og var ligesom Christian med helt fremme på omgangstiderne. En Formel 4-racer er noget af en udfordring, når man er 14 år gammel, men det hele kom imponerende naturligt til ham, lyder det fra Robert Schlünssen.

Mens Christian Rasmussen allerede har skrevet kontrakt med Magnussen Racing Experience, skal holdet omkring Noah Watt nu arbejde på, at den unge Herlev-kører også kan tage plads i en Formel 4-racer hos Roskilde-teamet i 2017.