Michael Markussen: Djursland bliver en udfordring


Yngste medlem i Magnussen Racing Experience, Michael Markussen, har også store forventninger til weekendens løb på Ring Djursland

– Jeg måtte udgå fra en 3. plads i finaleløbet i København, så jeg er bestemt klar til at tage revanche på Djursland, lyder det fra den unge og talentfulde racerkører.

2015-07-31-mre-chgp-37

Markussen ser frem til gensynet med Djursland, som han layoutmæssigt sammenligner med bybanerne i København og Aarhus.

– Jeg har kørt tre-fire løb på Ring Djursland, og selv om det er en udfordrende bane i forhold til at finde det rette setup, har jeg altid opnået gode placeringer, forklarer Michael Markussen.

– Det er en kort og snæver bane, så tidtagningen er lige så vigtig som på bybanerne. Det er en udfordring at finde plads til at overhale, og samtidig er det nemt at blokere for en konkurrent.

– Desuden bliver man nødt til at køre nogle sikre løb, da alle heat afvikles om søndagen med ganske kort tids mellemrum. Hvis det går helt galt i første heat, misser du måske det næste.

2015-07-31-mre-chgp-60

TIDSPLAN FOR DTC – RING DJURSLAND

OBS! Danish Thundersport Championship transmitteres LIVE på TV 2 PLAY.

Lørdag 15. august
09.15 — Træning #1
12.15 — Træning #2
15.35 — Kvalifikation

Søndag 16. august
09.20 — Warm-up
12.05 — Heat #1
14.10 — Heat #2
15.25 — Finale