Michael Markussen: En skuffende finale


For det unge DTC-talent hos Magnussen Racing Experience, Michael Markussen, forløb DM-Finalen langtfra som håbet. Racerkøreren fra Kolding tæller allerede ned til Åbningsløbet i 2018.

 

 

ROSKILDE, 2. OKTOBER 2017 – Michael Markussen har haft en udfordrende 2017-sæson, og hvad der begyndte som en stærk DM-Finalen, endte som en weekenden helt uden point. Den forsvarende vicemester lagde ellers stærkt ud med at sætte næsthurtigste tid i kvalifikationen, men måtte udgå allerede før starten på første kvalifikationsheat grundet en mekanisk defekt.

Markussen måtte således starte andet kvalifikationsheat fra bageste position og var godt i gang med at æde sig op gennem feltet, da han uforskyldt blev indblandet i et større harmonikasammenstød forårsaget af en bil, der holdt parkeret på tværs af banen. Kolding-køreren kunne selv køre tilbage til pitlane, men ødelæggelserne var så omfattende, at den Lundbeck & Hansen-sponsorerede Chevrolet Camaro måtte kapitulere for resten af dagen.

– Det er svært at sætte ord på så ekstrem en skuffelse. Efter en enormt udfordrende sæson havde jeg glædet mig til at være med i kampen om DM-Finalen og give mine mange samarbejdspartnere og gæster en fantastisk oplevelse og måske endda en sejr. Desværre fik jeg aldrig muligheden, og det var trist at skulle overvære finalen fra pitlane, lyder det fra Michael Markussen.

Michael Markussen nåede dermed ikke at hente yderligere point til mesterskabet og sluttede på en ottendeplads i den samlede stilling.

– Trods vores udfordringer har vi hele tiden samarbejdet som et team, og jeg er stolt over de gutter, som har været omkring mig og min bil i år. Vores løbssejre i Aarhus og på Jyllandsringen beviser, at vi har farten til at være med helt fremme, og kvoten for sorte uheld må da også være opbrugt efter i år. Jeg er allerede begyndt at tælle ned til Åbningsløbet i 2018.