Michael Markussen skuffet efter suveræn kørsel


Med en flot 4. plads i sigte måtte Jan Magnussens teamkammerat, Michael Markussen, udgå weekendens tredje DTC-løb i Classic Race Aarhus. Kolding-køreren er klar igen i Padborg.

AARHUS, 25. MAJ 2015 — For den anden kører i Magnussen Racing Experience, det unge talent Michael Markussen, sluttede weekenden på allermest skuffende vis. Efter at have hentet to femtepladser i første og andet kvalifikationsheat måtte racerkøreren udgå i finalen.

2015-05-23-janmag-craa-44

– For enden af langsiden røg min frontspoiler ind under det ene forhjul og gjordet det umuligt for mig at bremse, og så var løbet overstået, fortalte en slukøret Michael Markussen.

Uheldet skete på allersidste omgang, hvor den 23-årige Kolding-kører ellers havde indtaget 4. pladsen efter en meget stærk kørsel på en udfordrende bybane.

– Frontspoileren må have løsnet sig under starten, hvor der opstod en del tumult og jeg ramte baghjulet på en konkurrent, forklarede Michael Markussen.

– Det er så hamrende ærgerligt, især fordi alt andet gik perfekt denne weekend. Bilen havde ikke fået en eneste skramme før uheldet, og en 4. plads havde været godt for min placering i mesterskabet.

Michael Markussen havde generelt markeret sig flot i Aarhus, hvor han kørte to 5. pladser ind i de første to kvalifikationsheat. Foran det 23-årige talent lå kun topkørere som teamkammerat Jan Magnussen, Casper Elgaard, Dennis Lind og Ronnie Bremer.

2015-05-23-janmag-craa-04

Michael Markussens racerbil er dog klar igen til næste afdeling af Danish Thundersport Championship, som afvikles den 6.-7. juni på Padborg Park. Michael Markussen holder foreløbigt en 10. plads i mesterskabet.