Road America: Mesterskabsføring i behold trods udfordringer


Jan Magnussen og Antonio Garcia endte på en fjerdeplads på Road America og bevarer dermed føringen i det amerikanske IMSA-mesterskab.

 

 

ROAD AMERICA, WISCONSIN, 7. AUGUST 2017 – Trods udfordringer med at hænge på konkurrenterne lykkedes det takket være klog teamstrategi Jan Magnussen og Antonio Garcia at slutte på en fjerdeplads og udbygge mesterskabsføringen i weekendens IMSA-løb på Road America i staten Wisconsin nord for Chicago.

– Under omstændighederne kan vi ikke være andet end lykkelige over resultatet og glæde os over, at vi har mesterskabsføringen i behold. Det har været en af de mest udfordrende weekender på sæsonen. Vi var alle sammen meget overraskede over vores fart efter lørdagens kvalifikation, hvor vi manglede over to sekunder til de hurtigste i GTLM-klassen, lyder det fra Jan Magnussen.

Det var danskeren, som startede det to timer og 40 minutter lange løb bag rattet af den gule Corvette C7.R, og det stod hurtigt klart, at den ellers konkurrencedygtige amerikanske racerbil havde svært ved at hænge på feltet. Corvette-teamet valgte at kalde Magnussen ind til et tidligt pitstop, hvor Antonio Garcia overtog bilen, og dén strategi viste sig at være den rigtige. Med 45 minutter tilbage af løbet vandt Garcia to positioner i pitlane og byttede dermed en sjetteplads til en fjerdeplads.

 

Fra P6 til P4 på sidste omgang

Kort efter idømtes spanieren dog en drive through-straf som følge af kontakt med en konkurrerende Porsche. Hændelsen, som Garcia efterfølgende undskyldte, sendte Corvette #3 tilbage på sjettepladsen. På løbets sidste omgang var det imidlertid teamkammerat Tommy Milner, som fik kontakt med en konkurrent og røg af banen. Antonio Garcia smuttede forbi dem begge og kunne køre i mål på en fjerdeplads.

– Det er bestemt ikke fedt at se sine teamkammerater blive sendt af banen så tæt på målflaget, men det betyder imidlertid, at vi bevarer vores føring i mesterskabet. Men kun otte point adskiller os fra vores tætteste konkurrenter, så vi kan ikke læne os tilbage. Vi har tre løb igen, og vi har brug for at komme tilbage på podiet.

Inden weekendens løb på Road America førte Jan Magnussen og Antonio Garcia GTLM-klassen i det amerikanske WeatherTech SportsCar Championship med syv point foran BMW-kørerne Alexander Sims og Bill Auberlen. Efter weekenden er de tætteste rivaler nu Ford-kørerne Dirk Müller og Joey Hand med 231 point efter Magnussen og Garcia med 239 point.

Magnussens danske kollega, Christina Nielsen, sluttede sammen med Alessandro Balzan på en femteplads i GTD-klassen i deres Ferrari 488 GT3. Et resultat, som betyder, at også de kan tage fra Road Atlanta med mesterskabet i behold.

Næste opgave for Jan Magnussen, Antonio Garcia og resten af Corvette Racing finder sted på Virginia International Raceway den 25.-27. august.